DF vil have Bødskov ind i sag om gamle drab

Justitsminister Morten Bødskov (S) er kaldt i samråd af Dansk Folkeparti, som vil høre, hvad regeringen gør for at lette politiets arbejde med dna-spor i gamle uopklarede drabssager.

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, mener i en pressemeddelelse, at et politisk flertal i 2010 vedtog en beslutning, der nu gør det sværere for politiet at finde frem til drabsmændene i de gamle sager.

- Desværre kan mulighederne for opklaring blive påvirket af den fatale beslutning fra et stort flertal i Folketinget udenom Dansk Folkeparti, der besluttede at slette sigtedes eller frifundnes dna-beviser i straffesager, der er over ti år gamle, siger Peter Skaarup.

I alt har politiet genåbnet 11 uopklarede drab på Sjælland, hvor det ældste er omkring 50 år gammelt.

Årsagen til de nye øjne på de gamle sager skyldes en ny dna-teknologi, hvor selv små mængder kropsvæske fra gerningsmanden, kan give en dna-profil. Før skulle der større mængder blod, spyt eller sæd til at lave det genetiske fingeraftryk.

Dansk Folkeparti så dog helst, at der blev lavet et dna-register for alle danskere, så politiet kunne krydstjekke dna-spor.

- Et landsdækkende og permanent DNA-register ville overordnet gøre det muligt at opklare langt mere kriminalitet, hvis Folketinget bliver en medspiller og ikke en modspiller som i dag, siger Peter Skaarup.

I dag kan politiet bede mistænke aflevere dna, og søge i deres register over dømte. Dertil står dna fra sigtede og frifundne i 10 år.

- Chancen for at få et match ville i fremtiden være tæt på 100 procent, hvis et flertal i Folketinget vedtog, at alle danskere blev registreret fra fødslen i et nationalt DNA-register, siger Peter Skaarup.

Flere politikredse overvejer, om de har uopklarede drab, hvor der er gemt materiale på en måde, så der måske kan laves en profil af gerningsmanden med den nye teknologi.

 

Dagens Gossip