DF vil have folket til at stemme om grænsekontrol

Skrevet af admin

27/06/2015

Dagens topnyheder

Hvis det står til Dansk Folkeparti, så skal en genindførsel af grænsekontrollen sendes til folkeafstemning, skriver Berlingske.

Debatten om grænsekontrol har hersket siden 2001, da Danmark tiltrådte Schengen-samarbejdet, der giver åbne indre grænser mellem flere europæiske lande.

Og ifølge Søren Espersen, næstformand i Dansk Folkeparti, giver det god mening at spørge befolkningen, om der igen skal være kontrol ved de danske grænser.

- Vi går efter modellen fra Storbritannien og Irland, som er fuldt medlem af Schengen-samarbejdet med undtagelse af politi og toldere ved grænsen. Den model vil vi rigtigt gerne have, siger Søren Espersen til Berlingske.

- Hvis ikke det kan lykkes at skabe et flertal i Folketinget, kunne man jo spørge befolkningen, om de foretrækker Schengen-modellen fra i dag, eller om de foretrækker den britiske model, fortsætter han.

På den måde mener næstformanden, at diskussionerne én gang for alle ville ophøre, hvis befolkningen kunne tage beslutningen.

Dansk Folkeparti blev det største parti i blå blok ved det seneste folketingsvalg, men kommer i denne omgang ikke til at gå i regering med Venstre med Lars Løkke Rasmussen som statsminister

I stedet vil Søren Espersen og partikollegerne presse ønsket om grænsekontrollen og en folkeafstemning igennem ved de kommende finanslovforhandlinger, skriver Berlingske.

- Nu kommer der så forskellige forhandlinger. Der kommer finanslove og andre forhandlinger, som vi så må se, hvor det bærer hen. Det var den måde, vi opererede på i 00'erne, og det er måden, vi har tænkt os at operere på nu, siger han til avisen.

I 2011 indførte VK-regeringen skærpet grænsekontrol, hvilket fik EU-Kommissionens daværende formand til at true med at skride ind. Kontrollen blev dog hurtigt droppet, da Helle Thorning-Schmidt (S) blev statsminister kort tid efter.

/ritzau/