DI om trusler: Danske virksomheder passer godt på sig selv

Skrevet af admin

17/01/2015

Mest læste i dag

Danmarks aktivistiske udenrigspolitik med deltagelse i krige og Jyllands-Postens Muhammed-tegninger er årsag til, at danske virksomheder siden 2006 løbende har måttet skærpe sikkerheden.

Det siger underdirektør i Dansk Industri Peter Thagesen.

- Siden Muhammed-tegningerne blev trykt første gang og genoptrykt i 2008 samt den aktivistiske danske udenrigspolitik med tropper i Irak og Afghanistan, og nu kampen mod Islamisk Stat, har danske virksomheder lært at tænke meget mere over sikkerheden, end vi har været vant til, siger Peter Thagesen til Ritzau.

I forbindelse med Danmarks deltagelse i den USA-ledede koalition mod den militante gruppe Islamisk Stat har Udenrigsministeriet skærpet rejsevejledningerne.

- Tilbage i oktober skærpede Udenrigsministeriet rejsevejledninger på 28 lande. Jeg kan ikke huske, hvornår det sidst er sket, siger Peter Thagesen.

I december skærpede Politiets Efterretningstjeneste trusselsvurderingen, og det er også noget, der bliver læst med lup af erhvervsfolk.

- Terrortrusler er kommet meget mere på dagsordenen, men der er også andre ting, erhvervsfolk og virksomheder skal tage sig i agt for, eksempelvis hvis de rejser i områder med hård økonomisk kriminalitet eller i områder, hvor der er fare for kidnapninger, siger Peter Thagesen.

DI vejleder sine medlemsvirksomheder i, at de skal sætte sig grundigt ind i forholdene, især hvis de opererer i højrisikomarkeder. Ifølge Peter Thagesen håndterer de fleste virksomheder det ret professionelt i dag.

- Men tingene ændrer sig hele tiden, og derfor er det meget vigtigt at følge med og hele tiden tilpasse sig.

- Er virksomheder det mindste i tvivl om, hvordan de skal håndtere det, anbefaler vi, at de skal søge råd hos et sikkerhedsfirma, siger Peter Thagesen.

Senest offentligt kendte angreb på en dansk virksomhed er skudattentatet mod en ansat i mejerigiganten Arlas datterselskab Danya Foods i Saudi-Arabiens hovedstad Riyadh.

Tre tilhængere af Islamisk Stat er anholdt for skyderiet, der fandt sted den 22. november. Medarbejderen, der overlevede angrebet, blev ramt i skulderen og brystet, da han i bil forlod sin arbejdsplads.

/ritzau/