Discountkæde lokker dig med stor rabat på frugt og grønt - men det er ikke for at være flinke

Discountkæden Kiwi Minipris lokker med gode tilbud og 20 procent fast rabat på sunde varer som frugt og grønt fra lørdag.

Nu advarer Forbrugerrådet dog imod konceptet, da man for at få rabatten skal tilmelde sig supermarkedets medlemsklub. Og det er en yderst givtig forretning for discountkæden.

- De gør det ikke for at være flinke, men for at skabe noget loyalitet hos forbrugeren, siger Jakob Steenstrup, der er jurist i Forbrugerrådet, til dagens.dk.

Han uddyber, at kundeklubben fungerer på den måde, at man som forbruger betaler mere end bare for rabatten med viden og oplysninger om en selv.

- Det har en stor værdi for en virksomhed, fortæller han til dagens.dk.

LÆS OGSÅ: Nu vil Netto til at rode i din skraldespand

Han opfordrer alle til at være opmærksomme, når man melder sig ind i kundeklubber som for eksempel i Kiwi Minipris, Club Matas og Coop.

- For forbrugeroplysningerne kan altså blive delt med tredje part. Derfor skal man tænke sig om, før man melder sig ind, siger Jakob Steenstrup.

Forbrugerrådet anfægter også, at når man er medlem i et specifikt supermarked, bliver det nemt at stirre sig blind på det brede marked. Og i øvrigt er man imod et uigennemsigtigt marked, hvor priserne er forskellige alt afhængig efter, om man er medlem eller ej.

Det mener forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen fra Nordea også. Hun synes til gengæld, det er godt med en gennemskuelig rabat.

- Det er en form for VIP-kort til forretningen. Og når man så alligevel er ude for at handle for at få sin rabat på frugt og grønt, jamen så vil man også handle sine andre indkøb i den forretning, siger hun til dagens.dk.

- Der ligger et mersalg i ethvert loyalitetskort, understreger hun.

Personligt mener hun, det er rart med en rabat, man kan få med det samme og ikke skal vente på i for eksempel et år, men man skal som forbruger huske at tænke sig om.

LÆS OGSÅ: Du kan ikke undgå Listeria

Hos Kiwi Minipris køber kædedirektør i Kiwi Danmark, Carsten Hansen, dog ikke Forbrugerrådets kritik med, at der er en gældende pris for medlemmer og en anden for ikke-medlemmer.

- Vi tror på, at forbrugerne sagtens kan gennemskue markedet, siger han til dagens.dk.

Men direktøren lægger ikke skjul på, at discountkæden bruger oplysninger i loyalitetsklub-ordningen aktivt.

- Det er ikke noget krav hos os, men vi vil meget gerne have, at folk fortæller os, hvad de interesserer sig for. På den måde kan vi målrette vores markedsføring, fortæller Carsten Hansen.

Rabatten på 20 procent på frugt og grønt kan indløses fra lørdag hos discountkæden, når man altså opretter et medlemskort til forretningen.

For Kiwi Minipris er målet med rabatten at slå fast, at man er en discountkæde med en grøn profil.

 

Dagens Gossip