Dna-spor belaster brutal voldtægtsmand i ny sag

Skrevet af admin

07/05/2015

Mest læste i dag

En særdeles brutal voldtægtsforbryder har torsdag formiddag taget plads i Københavns Byret. Det er i hvert fald, hvad anklagemyndigheden vil forsøge at bevise.

Fast står det dog, at den tiltalte i sagen for knap 10 år siden blev idømt seks års fængsel for at have slæbt en kvinde gennem København og voldtaget hende tre gange.

Nu tyder meget på, at han har gjort det igen, anfører specialanklager Jakob Buch-Jepsen torsdag formiddag i retten.

Anklageren mener, at der på grund af mandens farlighed skal rejses krav om en forvaringsdom. Det betyder indespærring på ubestemt tid.

Den 34-årige mand er blandt andet tiltalt for drabsforsøg, grov vold og voldtægt.

Det alvorligste forhold - drabsforsøget - skal have fundet sted tidligt om morgenen 7. december sidste år.

Ved Kalvebod Brygge i København blev en kvinde først i 20'erne overfaldet, slået bevidstløs og forsøgt voldtaget i en skurvogn.

Fra skurvognen slæbte den tiltalte ifølge anklageskriftet sit offer hen til havnekanten og kastede den alkoholpåvirkede kvinde i vandet. Den 34-årige stod - hævdes det - passiv ved havnekanten og iagttog kvinden uden at hjælpe hende eller at tilkalde hjælp.

Dette udgør et forsøg på manddrab, påstår anklagemyndigheden.

Allerede i sin forelæggelse af sagen præsenterer Jakob Buch-Jepsen beviser mod manden. Blandt andet er dna, der matcher den 34-årige, fundet i skurvognen ved Kalvebod Brygge.

I retten afspiller anklagemyndigheden videoovervågning af ofret, efter at hun er kommet op af vandet.

Foran Hotel Mariott forsøger den gennemblødte og vaklende kvinde at blive taget op af to taxaer, men begge afviser hende tilsyneladende.

Grædende henvender hun sig herefter i hotellets lobby, hvor hun går rundt om sig selv, inden hendes ben pludselig kollapser under hende.

Ud over voldtægtsforsøg og drabsforsøg er manden tiltalt for at have overfaldet en bekendt på et hotelværelse på den græske ferieø Rhodos. Ifølge anklageskriftet tog han blandt andet kvælertag på hende og trådte hende i ansigtet.

Det skal være sket natten mellem 30. juni og 1. juli sidste år.

Nogle måneder senere - i oktober - fortsatte mishandlingen af kvinden tilsyneladende. Ifølge anklageskiftet voldtog den tiltalte kvinden og spyttede hende i munden.

Den tiltalte nægter sig skyldig.

/ritzau/