Dolket Børsting: Krig skader fagbevægelsen

Kritikken hagler ned over LO-formand Harald Børsting fra afdelingsformand i HK Midt, Martin Rasmussen, og andre HK-funktionærer.

LO-formanden har ganske enkelt ikke svaret på fremtidens udfordringer, mener Martin Rasmussen, der i en kronik i Fyens Stiftstidende torsdag opfordrer Børsting til at gå af.

Hovedpersonen selv ønsker ikke at kommentere kritikken, men han er ikke tilfreds med Martin Rasmussens fremgangsmåde. LO-formanden ønsker dog ikke at kommentere de enkelte punkter i kritikken. Det gavner ikke fagbevægelsen, mener han.

- Jeg synes ikke, vi har brug for at gå ud i en åben krig. Det, det handler om, er at få skabt arbejdspladser til vores medlemmer, at give dem nogle kvalifikationer, at vi bekæmper social dumping og at genplacere den danske model, hvor den hører hjemme.

- Det er det, jeg knokler med som en sindssyg, og det er rigtig nok, at noget af det er op ad bakke, men det er det, jeg står for, siger Harald Børsting til Ritzau.

Kritikken fra HK Midt er ikke en direkte trussel mod Harald Børsting, vurderer arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen. Men den er udtryk for en fagbevægelse i problemer.

- Det er ikke sådan, at stolen vakler under Harald Børstning, men det er er klart, at det er noget, der bider. Der er frustrationer i fagbevægelsen over, at det går skidt på stort set alle fronter, konstaterer Flemming Ibsen, som er professor på Aalborg Universitet.

Hos Martin Rasmussens egen landsformand, Kim Simonsen, vækker kritikken vrede i en grad, så der sættes alt på et bræt.

- Hvis LO-formanden skal gå efter et krav fra HK, så kommer HK også til at lede efter en ny formand, siger Simonsen til Fyens Stiftstidende.

Landsformanden forventer, at forbundets bestyrelse torsdag vil give en tillidserklæring Harald Børsting.

/ritzau/

 

.

Dagens Gossip