DR: Filippinske gidsler svigtet af danske myndigheder

Skrevet af admin

22/01/2015

Mest læste i dag

De fire filippinske gidsler, der igennem mere end to år sad fanget med de to danske søfolk Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez, måtte gå uden sygedagpenge i fem måneder.

Det på trods af, at de faktisk havde krav på det - nøjagtig som deres danske kolleger.

Det afslører DR's undersøgende radioprogram P1 Dokumentar, der har besøgt og interviewet to af de fire filippinere, som alle har fået konstateret posttraumatisk stress syndrom (PTSD) ovenpå den langvarige gidseltagning.

- I månedsvis fik vi ikke penge. Vi modtog ingenting. Det var meget hårdt for mit vedkommende, siger et af ex-gidslerne, den 53-årige Sancho Lusaya, til P1 Dokumentar.

I marts 2014 fik de fire filippinske søfolk udbetalt sygedagpenge med tilbagevirkende kraft.

Søfartsstyrelsen påpeger, at den har taget ekstraordinære tiltag i sagen, men beklager samtidig, at det tog så lang tid, før der blev udbetalt sygedagpenge.

Søfartsstyrelsen, der udbetaler sygedagpengene, modtog ikke en lægeerklæring fra Filippinerne, hvori søfolkene blev erklæret uegnede til at arbejde.

I Filippinerne anerkendes PTSD og andre psykiske sygdomme ikke som arbejdsskader for søfolk, og derfor var de lægeerklæringer, der kom fra de filippinske læger, også mangelfulde i de psykologiske vurderinger.

Søfartsstyrelsen var ifølge DR Dokumentar P1 ellers advaret om, at der var en risiko for, at Sancho Lusaya og de øvrige tidligere gidsler kunne udvikle PTSD.

Advarslen kom fra den nordiske assistanceorganisation SOS International, som styrelsen selv havde hyret som kriseberedskab.

SOS fulgte søfolkene fra frigivelsen og tre måneder frem og påpegede, at filippinerne havde de dårligste forudsætninger for lokalt at få tilstrækkelig hjælp til at imødegå den risiko.

Alligevel mener vicedirektør i Søfartsstyrelsen, Birgit Sølling Olsen, ikke, at styrelsen er løbet fra sit ansvar.

- Jeg synes ikke, at Søfartsstyrelsen har svigtet. Jeg kan godt forstå, at de pågældende personer, som vi faktisk har stor sympati med, føler, at der er gået lang tid, siger hun til P1 Dokumentar.

Det er endnu ikke afklaret, om eller hvad søfolkene får i arbejdsskadeerstatning.

/ritzau/