To dræbt ved luftangreb på olietankskib i Libyen

Skrevet af admin

05/01/2015

Mest læste i dag

To besætningsmedlemmer blev mandag dræbt på et olietankskib ved et luftangreb, som blev udført af Libyen i den islamistisk kontrollerede, østlige havneby Derna. Det oplyser embedsmænd i området.

- Der blev åbnet ild, da tankskibet afviste at adlyde ordrer om at stoppe, så skibet kunne undersøges, siger en talsmand for luftvåbnet, oberst Ahmed Mesmari, der kalder tankskibet for "mistænkeligt".

Græske kystvagter siger, at en 29-årig græsk sømand er blandt de dræbte, og at to andre besætningsmedlemmer fra tankeren Araevo, som er indregistreret" i Liberia, er såret.

Tankskibet lå for anker i den libyske havneby og var lastet med 1600 ton råolie, da det blev ramt ved angrebet, som fandt sted søndag.

21 af de 26 besætningsmedlemmer er fra Filippinerne, mens de øvrige er tre grækere og to rumænere.

Det olierige Libyen har været præget af kaos og anarki, siden oprørere med luftstøtte fra Danmark og andre Nato-lande for tre år siden væltede Muammar Gaddafis regime.

Oprørsgruppen Islamisk Stat (IS) har vundet et solidt fodfæste i Libyen, hvor flere grupper har sværget troskab til IS-lederen Abu Bakr al-Baghdadi og hans islamiske kalifat.

Den libyske militsgruppe Majlis Shura Shabab al-Islam (MSSI) rykkede sidste forår ind i Derna i det østlige Libyen, og i løbet af sommeren blev militssoldaterne stadig mere synlige i bybilledet og vandt kontrol over skoler, sygehuse, retslokaler og andre offentlige bygninger.

I oktober sværgede militsen troskab til IS, og gruppens sorte flag vejrer nu over hele byen.

Ifølge CNN var Derna, en by med 100.000 indbyggere, underlagt omtrent 800 IS-soldater i november. De etablerede træningslejre i udkanten af byen.

Den øverste leder for IS, Abu Bakr al-Baghdadi, har sagt, at oprørsgruppen har etableret "provinser" i flere arabiske lande.

/ritzau/AFP