Dramaet fortsætter i Bullocks stalkersag

Skrevet af admin

07/05/2015

Mest læste i dag

Manden, der er anklaget for at bryde ind i Sandra Bullocks hjem 8. juni sidste år og desuden være i besiddelse af ulovlige skydevåben, nægtede sig onsdag skyldig i 26 af anklagepunkterne ved retten i Los Angeles.

Ifølge hans advokat, Steve Sitkoff, er han "mentalt forstyrret" og "troede virkelig, at han var gift med skuespillerinden, men mener det ikke mere," skriver blandt andet nyhedsbureauet Reuters.

- Han har aldrig nogensinde haft til hensigt at skade frøken Bullock, og det har vi tænkt os at bevise, siger Sitkoff om hans klient.

Ved det indledende retsmøde i april blev det angstfyldte alarmopkald fra en rædselsslagen Sandra Bullock afspillet.

- Nogen er brudt ind i mit hus. Jeg gemmer mig i mit skab. Jeg har en sikkerhedsdør. Jeg har låst mig inde i skabet, lød optagelserne, som blandt andet US Weekly bragte et udskrift af.

Politiet ankom hurtigt til Bullocks hus, hvor de straks anholdte manden. Senere har politiet ransaget hans hus, hvor man fandt adskillige skydevåben og en notesbog med billeder af Bullock ledsaget af lange, håndskrevne kærlighedserklæringer.

- Jeg vil altid tænke på dig og Louis (Bullocks søn, red.), min søn. Du er min kone ved lov og ved Guds lov, og du hører sammen med mig, og jeg hører sammen med jer, lød en af beskederne.

- Uden dig i mit liv er der kun elendighed, tilføjede han i et andet brev om den Oscar-vindende halvt tyske, halvt amerikanske skuespillerinde.

Retssagen forventes at blive afgjort 6. juli, hvor stalkeren kan blive idømt op til 20 års fængsel for sin indtrængen i Bullocks hjem samt sin ulovlige våbenbesiddelse, hvis han bliver kendt skyldig.

Den 50-årige skuespillerindes søn Louis, som hun adopterede i 2010, var ikke i huset under stalkerens indtrængen.

/ritzau/FOKUS