Dronningen fejrer 75-års dag i København og Aarhus

Skrevet af admin

28/01/2015

Dagens topnyheder

Når en dronning fylder 75 år, går det sjældent stille for sig.

Heller ikke for dronning Margrethe, som den 16. april kan fejre 75-års fødselsdag.

Hoffet har længe arbejdet med planlægningen, og onsdag kunne kommunikations- og pressechef Lene Balleby så præsentere det omfattende program.

Ikke færre end syv begivenheder skal markere den runde dag og give både københavnere og aarhusianere mulighed for at ønske regenten tillykke.

Selve dagen begynder på Amalienborg, hvor dronningen med prinsgemalen, børn, svigerbørn og børnebørn træder ud på balkonen klokken 12.

Normalt lader dronningen på sine fødselsdage sig hylde på balkonen i Christian IX's Palæ, men da taget i øjeblikket er under renovering, rykker familien over på den anden side af slotspladsen til balkonen på Christian VII's Palæ.

Når hurraråbene har lydt over slotspladsen, og balkondøren er lukket for sidste gang, fortsætter dronningen og prins Henrik i karet gennem den indre by til Københavns Rådhus.

Her byder overborgmester Frank Jensen (S) på reception og frokost.

Og så er det tid til et hvil, inden regentparret sidst på eftermiddagen begiver sig til Fredensborg Slot, hvor dronningen fejres med en middag.

Gæstelisten offentliggøres først på dagen, men sandsynligvis vil den især tælle dronningens familie og venner, da det officielle Danmark allerede dagen inden, den 15. april, har ønsket tillykke.

Det sker ved et gallataffel på Christiansborg Slot, hvor blandt andre regeringens medlemmer er inviteret.

Fødselsdagen falder tæt på påsken, som regentparret traditionen tro fejrer på Marselisborg Slot i Aarhus.

I stedet for at returnere til hovedstaden efter helligdagene bliver dronningen i det jyske for den 8. april at lade sig fejre med et fødselsdagsshow i Musikhuset Aarhus.

Showet transmitteres direkte på TV2, oplyser TV2 i en pressemeddelelse.

/ritzau/