DSB giver højeste antal bøder i fem år

Sidste år udstedte DSB i alt 186.478 kontrolafgifter. Det viser nye tal fra DSB ifølge Metroxpress.

Dermed er antallet af kontrolafgifter på sit højeste i fem år.

125.350 af bøderne blev udstedt i S-togene, og det svarer til, at omkring 340 passagerer hver dag blev taget i at køre uden billet - eller med en forkert billet - i S-toget.

Hos DSB er der ikke lutter begejstring over de mange bøder:

»Vi glæder os ikke over at lave kontrolafgifter, men vi glæder os over, at vi har nogle meget dygtige medarbejdere, der kommer hurtigere igennem togene. Det er jo ikke nogen målsætning i sig selv, for vi synes jo aldrig, det er positivt, at der er kunder, der ikke sikrer sig de rigtige billetter,« siger Anette Haugaard, der er underdirektør hos DSB, til Metroxpress.

Hun tilføjer:

»Men fakta er, at vi har brug for kontrol, hvis vi ikke gør det, er der mange, der vælger at tage turen gratis«.

 

Dagens Gossip