Efter terrorangreb: Muslimer melder om hadske overgreb

Skrevet af admin

20/02/2015

Dagens topnyheder

Kvælertag, spyt og tørklæder, der bliver revet af.

Det muslimske miljø i Danmark oplever i disse dage diskrimination og deciderede overgreb som følge af weekendens terrorangreb i København.

Det fortæller flere muslimske organisationer til DR Nyheder.

Konsulent og næstformand i Exitcirklen, Khaterah Parwani, arbejder til daglig med afradikalisering. Hun har fået "mindst 10" henvendelser i denne uge fra kvinder, der er blevet udsat for voldelige angreb eller anden form for diskrimination.

- Der har helt klart været en eskalering efter angrebet. Det er jeg slet ikke i tvivl om, siger Khaterah Parwani, der også er juridisk rådgiver og talsperson for Dokumentations- og rådgivningscenter om racediskrimination (DRC), til DR Nyheder.

- Jeg har haft rigtig mange henvendelser fra piger, som har haft mange ubehagelige oplevelser. Det er fysiske overgreb i form af kvælertag, vold, spyt og skub, siger hun.

Islamisk Trossamfund oplever også en klar stigning i antallet af henvendelser fra muslimer, der bliver udsat for vold og chikane efter weekendens angreb.

Københavns Politi har dog ikke modtaget nogen anmeldelser, siger vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen.

Flere kvinder er på de sociale medier stået frem og har beskrevet overgreb, som, de mener, skyldes terrorangrebet i København, men Khaterah Parwani fra Exitcirklen mener, at mange historier aldrig ser dagens lys.

- De orker simpelthen ikke at tage debatten. For de forstår ikke, at så snart en muslim gør noget, kalder man det radikalisering.

- Når en hvid mand eller kvinde gør noget, er der ingen, der snakker om, at det er en form for ekstremisme, som der også bør tages fat i, siger Khaterah Parwani.

- Selve debatten er på den måde også diskriminerende. Der foregår en diskrimination i kampen mod diskrimination, siger hun til DR Nyheder.

/ritzau/