Eks-sportsdirektør: Der er plads til Riis i cykelsporten

Skrevet af admin

29/03/2015

Mest læste i dag

Bjarne Riis er ikke færdig i cykelsporten på trods af den dramatiske afgang fra Tinkoff-Saxo søndag aften.

Det vurderer den tidligere sportsdirektør hos Tinkoff-Saxo Dan Frost.

- Han har fyldt rigtig meget både som rytter og ikke mindst som holdejer. Derfor tror jeg stadig, der er plads til ham i cykelsporten - om det skal være på et hold eller en helt anden funktion, det er op til ham selv, siger Dan Frost til DR Sporten.

- Det, der ligger i det nu, er, hvor lang snor Bjarne har i forhold til deres aftrædelsesaftale. For Bjarne er stadig interessant for cykelhold, og han vil sikkert i den nærmeste fremtid stadig være interesseret i at beskæftige sig med cykelsport.

- Hvor stort eller småt det skal være, må fremtiden vise, siger han.

Dan Frost er ikke spor overrasket over den måde, Bjarne Riis og holdejer Oleg Tinkov skiltes på.

- Det forbavser mig ikke. Efter degraderingen og suspenderingen forleden kommer det ikke som en stor overraskelse, at de begge trækker stikket, siger Dan Frost og tilføjer:

- De er to for forskellige personligheder til, at det kunne køre. Det, der i første omgang fik læsset til at tippe, var, at Tinkov blev ejer og kom til at stå som overmand i forhold til Bjarne.

- Nu blev Bjarne underlagt Olegs velbefindende, og det har ikke været en god cocktail for hverken Bjarne eller holdet.

/ritzau/