Ekspert: Usikker fremtid for britisk regering

Skrevet af admin

08/05/2015

Dagens topnyheder

Selv hvis David Camerons konservative opnår de magiske 326 mandater, der skaffer hans parti flertal i parlamentet, vil tilværelsen som ene i regering være en usikker tilværelse, vurderer ekspert i britisk politik og lektor på CBS, Edward Ashbee.

- At gå alene kan være noget af en hård medfart. I modsætning til i Danmark, har man i Storbritannien suppleringsvalg til parlamentet, og hvis et parlamentsmedlem dør eller trækker sig, skal der afholdes et særligt valg i den pågældendes valgkreds. Og så kan det meget vel være en person fra et andet parti, der vinder sædet, forklarer Edward Ashbee og konstaterer:

- Et parti, der begynder med et snævert flertal, risikerer at miste flertallet, hvilket skete for Labour-regeringen tilbage i 1970'erne. Så i det lange løb er det en usikker tilværelse for de konservative, selv om de har opnået et resultat, der langt overgår forventningerne.

I de forgange fem år har de konservative dannet regering med Liberaldemokraterne, fordi de konservative ved valget i 2009 ikke formåede at skaffe stemmer nok til at have flertal.

Og mens en katastrofal tilbagegang ikke ligefrem forbedrer sandsynligheden for, at Liberaldemokraterne igen bliver en del af en kommende koalitionsregering, vil der være konservative, der er imod en ny regeringsperiode med Liberaldemokraterne, vurderer Edward Ashbee.

- Der er en del konservative parlamentsmedlemmer, der var imod koalitionen med Liberaldemokraterne sidste gang og som ønsker, at partiet går alene, selv hvis de ikke kan skabe flertal på egen hånd, siger han.

David Cameron har også mulighed for at skaffe sig et flertal ved at hente støtte hos det nordirske parti, Northern Ireland's Democratic Unionists.

/ritzau/