Elever hacker 7.000 computere for at slippe for test

En gruppe elever fra en skole i Hedensted brugte deres computere og lagde internetforbindelsen på 27 skoler og 7.000 computere ned gennem et såkaldt D-DoS-angreb på skolernes netværk. Det skriver dr.dk.

Angrebet skete for omkring en måned siden, og ifølge lederen af Center for Pædagogisk Udvikling i Hedensted Kommune, Thomas Skovgaard, var angrebet nok til, at eleverne fik testen udskudt.

»Den ene har udtrykt, at det gav ham en oplevelse af magt at være i stand til at slukke for internetforbindelsen, selv om det var i ganske kort tid. Men det var nok tid til, at de nationale tests blev udskudt til en anden dag,« siger han til dr.dk.

Hedensted Kommune overvejer nu, om et lignende angreb kan undgås i fremtiden. Her tror Thomas Skovgaard, at det vil virke bedst at informere elever og forældre om skaden ved den type angreb.

»Eleverne havde næppe gjort det, hvis de havde vidst, at det var så omfattende,« siger han.

I arbejdet med at forhindre lignende angreb på skolernes netværk har Hedensted Kommune været i kontakt med andre kommuner, der har samme type problemer og overvejelser.

Eleverne bag hackerangrebet er ifølge Thomas Skovgaard en gruppe teenagere. De bliver muligvis politianmeldt.

 

Dagens Gossip