Elevplads til alle unge i Kolding

Så præcist kan en af målsætningerne for Partnerskabet bag Uddannelsesaftalen i Kolding beskrives.

Kolding Kommune, Business Kolding, IBC og Hansenberg har sat sig det mål, at alle unge i en erhvervsuddannelse skal have en elevplads. Et af de første skridt på vejen er en stort anlagt Erhvervsmesse på Innovationsfabrikken, onsdag den 26. marts mellem klokken 9 og 12.

- Der er inviteret en lang række virksomheder, som er interesseret i at rekruttere lærlinge og elever. De unge og uddannelsesparate får en glimrende mulighed for at se, hvad de mange virksomheder i Kolding Kommune har at byde på, og de har også muligheden for at vise sig frem og få skabt nogle kontakter, så en elevplads kommer tættere på, fortæller Jørn Pedersen, borgmester i Kolding Kommune.

Partnerskabet har ikke kun inviteret de unge, for uden en fornuftig repræsentation af virksomhederne i kommunen bliver der ikke meget at se på.

- Lidt utraditionelt har vi valgt at stille op med gratis standpladser og forplejning for at sikre, at virksomhederne nemt og enkelt kan komme med ud og møde de unge. Og så har vi helt kort bedt virksomhederne medbringe det, de mener, fungerer bedst overfor målgruppen, som jo er de unge, fortæller Jørn Pedersen.

De unge skal bare dukke op, og interesserede virksomheder kan nå at tilmelde sig indtil 21. marts.

 

Dagens Gossip