Elkjær fik landstrænerhug for Faxe-sviner

En tackling direkte i knæet på den spanske midtbaneterrier Josep Guardiola.

Den senere Barcelona-træner oplevede ikke den danske landsholdsspiller John 'Faxe' Jensen fra sin bedste side, da de krydsede klinger i en landskamp imellem Spanien og Danmark i 1993.

Guardiola måtte efter den hårde tackling tilbringe lang tid på skadeslisten. Men tacklingen bragte ikke kun de spanske sind i kog. Tacklingen endte med at sætte sindene i kog hos et af Danmarks største fodboldkoryfæer.

Preben Elkjær afslører i biografien "Mit liv som Elkjær", at hans bramfri fremgangsmåde blev for meget for Richard Møller Nielsen.

- Jeg kunne vælge at ignorere den (tacklingen, red.), eller jeg kunne vælge at fordømme Faxes handling. Jeg valgte det sidste, skriver Preben Elkjær i bogen.

- Selvom vi altid er lidt danskervenlige på tv, er jeg nødt til at sige til alle de unge mennesker, der sidder hjemme foran skærmen, at det dér er slet ikke i orden. Heller ikke når man spiller på det danske landshold, sagde Preben Elkjær som kommentator på TV 2. Det bragte sindene i kog.

Patriotisme og typisk dansk selvforherligelse blev lagt på hylden at angriber-gavflaben. Og kritikken af EM-helten John 'Faxe' Nielsen fik den iltre fynske landstræner Richard Møller "Ricardo" Nielsen til at vende sin irritation mod Elkjær.

Ifølge bogen skrev landstræneren et brev til Elkjær, hvor han udtrykte sin irritation over kritikken af John 'Faxe' Jensen.

På typisk Preben Elkjær-manér var svaret kækt og uden omsvøb.

- Kære Richard, tak for dit brev. Jeg må konstatere, at vi er uenige. Med venlig hilsen Preben Elkjær, lød svaret.

I bogen afsløres det endvidere, at landtræneren efterfølgende truede med at smide TV 2 sportskommentatoren Flemming Toft i poolen i forbindelse med King Fahd Cup i Saudi-Arabien i 1993.

"Mit liv som Elkjær" ligger i uge 46 nummer to på bestsellerlisten over biografier.

 

 

Dagens Gossip