Eller og Montreal er endegyldigt ude af NHL-slutspil

Skrevet af admin

13/05/2015

Mest læste i dag

Hertil og ikke længere.

Ishockeyklubben Montreal Canadiens med Lars Eller på holdet tabte tirsdag aften amerikansk tid den sjette kamp mod Tampa Bay Lightning i anden runde af NHL-slutspillet.

På hjemmebane i Florida vandt Tampa 4-1 over de canadiske gæster, og dermed står der 4-2 i kampe, hvilket er nok til at vinde samlet i serien, hvor der spilles bedst af syv kampe.

Russiske Nikita Kusjerov var med to mål og en assist den afgørende forskel i kampen, der sender Tampa Bay Lightning i Eastern Conference-finalen.

Lars Eller fik godt 16 minutter på isen, og modstanderne scorede to gange, mens den danske back var på banen.

Selv om Montreal må sige farvel til slutspillet, er der dog fortsat en enkelt dansker med i kampen om Stanley Cup-trofæet.

Det er målvogter Frederik Andersen fra Anaheim Ducks, der i Western Conference-finalen møder Chicago Blackhawks.

Vinderen af Eastern Conference og Western Conference mødes senere til den afgørende finale.

/ritzau/