Enhedslisten: Grækerne har afvist EU's eksperimenter

Skrevet af admin

26/01/2015

Dagens topnyheder

Søndagens valg i Grækenland gjorde venstrefløjspartiet Syriza til den store sejrherre, og det er et klart signal til resten af Europa.

Det mener Enhedslistens folketingsmedlem Pernille Skipper, som besøger Grækenland under valget.

- Den græske befolkning har talt et meget tydeligt sprog, erklærer hun i en skriftlig kommentar og uddyber:

- De har klart afvist EU's nyliberale, økonomiske eksperimenter. Grækerne har sagt nej til, at det skal være almindelige mennesker, der skal betale regningen efter finanskrisen. Det bør inspirere befolkningen i andre europæiske lande.

Sejrherrerne i Syriza er en samling af en lang række mindre partier på den græske venstrefløj og kan således betegnes som et søsterparti til Enhedslisten.

Partiet er gået til valg på et løfte om at slække på den stramme sparepolitik i det gældsplagede Grækenland via en genforhandling med EU, der reddede landet fra en truende statsbankerot.

Og Pernille Skipper mener, at det øvrige Europa skal respektere grækernes tilslutning til partiets kurs.

- Vi vil opfordre den danske regering til at arbejde for, at den nye græske regerings krav om en genforhandling af gælden imødekommes, og at grækerne får lov at vælge en anden vej ud af krisen, end den katastrofale vej, som EU hidtil har pålagt dem, siger hun.

Konservatives medlem af Europa-Parlamentet, Bendt Bendtsen, mener, at grækerne selv må finansiere deres genrejsning.

- Syriza har sagt i valgkampen, at de reformer, der giver mere fleksibilitet på arbejdsmarkedet skal rulles tilbage, og de offentligt ansatte, der er skåret ned skal genansættes, påpeger han og konstaterer:

- Der er ingen, der kan se, hvor pengene skal komme fra, og hvis de tror, de skal komme fra Europas øvrige skatteborgere, så tror jeg, at de har forregnet sig.

Han vil dog ikke afvise, at grækerne kan få forlænget løbetiden på deres statsgæld.

- Men hvis de tror, de får skåret den ned, så har de forregnet sig. Og hvis det så betyder, at de ikke betaler deres regninger, så kan udgangen blive, at de må forlade euroen og indføre drakmen igen, forudser Bendt Bendtsen.

/ritzau/