Enhedslisten: Lærerne har krav på bedre forhold

Skrevet af admin

17/06/2015

Dagens topnyheder

Nederlaget til lærerne i voldgiftssagen om aflønning i forbindelse med lejrskoler får nu Enhedslisten til at kræve en ændring af den lov, der i sin tid satte en stopper for konflikten mellem Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening.

Ud over at regulere lærernes arbejdstid på en markant anderledes måde, end man har gjort tidligere, indeholder loven også en passus om, at lærerne kun skal aflønnes for 14 timer i døgnet, når de er på lejrskole.

Det mener Enhedslistens undervisningsordfører, Rosa Lund, ikke er i orden.

- Når man er på lejrskole, er man på arbejde hele tiden. Man kan jo ikke bare gå fra børnene. Det er en stramning af det overgreb, som regeringen udsatte skolelærerne for, siger hun.

Rosa Lund mener, at det er på tide at kigge på, om der er noget, der skal laves om.

- Det er endnu et bevis på, at den nye lov ikke fungerer. Den giver ikke lærerne ordentlig forberedelsestid, og den har gjort læreren mere stressede og mere syge.

- Derfor er partierne også nødt til at lave den om, siger hun.

Enhedslisten og Liberal Alliance var de eneste partier i Folketinget, der stemte imod lovindgrebet.

/ritzau/