Danskerne i den hollandske fodboldklub Ajax Amsterdam havde en herlig torsdag aften, da klubben vandt 3-0 ude over Groningen i fjerde runde af pokalturneringen.
Både Christian Eriksen og Viktor Fischer scorede i anden halvleg, da formstærke Ajax cementerede sejren med kampens sidste to mål.
De to unge danske offensivspillere var begge med i Ajax' startopstilling, hvor de havde selskab af Christian Poulsen og Lasse Schöne.
Det var dog hollænderen Siem de Jong, der bragte gæsterne foran med 1-0 cirka midtvejs i første halvleg.
Fire minutter inde i anden halvleg var Christian Eriksen på pletten efter oplæg fra Lasse Schöne.
18-årige Viktor Fischer kom på scoringstavlen efter en times spil, da han lukkede kampen med 3-0-scoringen.
Christian Poulsen blev skiftet ud umiddelbart efter kampens sidste scoring.
En femte dansker, Lucas Andersen, måtte se hele kampen fra Ajax-bænken.
/ritzau/