Og nu vinker Peter Sagan farvel og tager en kort pause. Der bliver ikke noget Paris-Roubaix på søndag for den slovakiske cykelstærkmand.
- Det bliver bare for meget for ham i år. Vi vil hellere spare hans kræfter til Ardennerklassikerne, som passer bedre til ham, lyder begrundelsen fra holdets sportsdirektør, Stefano Zanatta over for Velonews.com.
Dermed bliver der ikke en ny duel mellem Sagan og Cancellara, som vi så det søndag. Og heller ikke Tom Boonen kommer til at gøre sig forsøg på at sidde i slipstrømmen fra Cancellara. Boonen, der styrtede og udgik af Flandern Rundt, bliver ikke klar til start i Paris-Roubaix.
Sagan blev som junior toer i Paris-Roubaix, men har som senior kun kørt løbet to gange med en 86.-plads i 2011 som bedste resultat. Hans beslutning om ikke at køre løbet undrer i det italienske, hvor hans hold Cannondale har hjemme.
- Når jeg ser på, hvordan han kører, så kan jeg ikke se, at han skulle få problemer på brostenene, siger den tidligere trefoldige vinder af løbet, Francesco Moser, til Gazetta dello Sport.
Med beslutningen om at droppe søndagens løb kan Sagan se tilbage på et tidligt forår, hvor han vandt Gent-Wevelgem og hentede andenpladser i Milano-San Remo, E3 Harelbeke og Flandern Rundt. Og det skal nok blive husket af eftertiden. Men det skal det helt sikkert også, at Sagan søndag aften gav en podiepige et niv eller klap i numsen, mens hun var ved at kramme Fabian Cancellara. Det har skabt en voldsom debat og kritik af den 23-årige slovak. På sociale medier bliver Sagan beskyldt for sex-chikane.
En af kritikerne er rytteren og journalisten Michael Hutchinson.
»En skam at Peter Sagan har så meget klasse på cyklen, og så lidt klasse af cyklen,« skriver Hutchinson, mens redaktør på cykelsitet cyclingnews.com, Jane Aubrey, er endnu mere direkte i sin kritik af Sagans opførsel.
»Alle, der underskylder Sagan med hans unge alder, skal tænke sig om igen. På en arbejdsplads kalder man det chikane.«
Peter Sagans stunt har allerede udviklet sig til en debat om et højere emne. Nemlig om podiepigers berettigelse i cykling. På The Guardian skriver Matt Seaton, at den »institutionaliserede sexisme« er et levn fra fortiden, og at podiepigerne ikke længere burde være en del af fejringen.
Peter Sagan har mærket, hvad vej vinden blæser og undskyldt.
»Det var bare en joke. Jeg undskylder til dem, som følte sig stødt af det.«