Eto'o laver stor ballade i Sampdoria på få dage

Skrevet af admin

02/02/2015

Mest læste i dag

Det er seks dage siden, at angriberen Samuel Eto'o skiftede fra Everton i England til Sampdoria i den italienske Serie A.

Den 33-årige camerounske fodboldspiller var dog ikke længe om at gøre sig upopulær hos Sampdorias temperamentsfulde cheftræner, Sinisa Mihajlovic.

Træneren aflyste mandag en planlagt fridag for spillerne, efter at Sampdoria søndag tabte 1-5 ude til Torino.

Efter den første af mandagens to straftræninger forlod Samuel Eto'o Sampdorias træningsanlæg, hvilket har gjort Sinisa Mihajlovic rasende.

- Han tog bare af sted. Han fortalte det til klubben, og det er i dén grad mangel på respekt over for mig og hele holdet, siger træneren ifølge Football Italia.

Italienske medier har været hurtige til at spekulere i, at Samuel Eto'o kan være på vej til en lynexit fra Sampdoria.

- Jeg ved ikke, hvad klubben agter at gøre. Det er sandheden, siger Sinisa Mihajlovic.

Sampdorias præsident, Massimo Ferrero, har forsøgt at nedtone episoden ved at sige, at der blot var tale om "et lille skænderi".

Sinisa Mihajlovic har en noget anden udlægning.

- Det kræver to mennesker at have et skænderi. For at sige det ligeud, så gjorde Eto'o det hele selv, siger den rasende træner.

Samuel Eto'o har tre gange vundet Champions League, to gange med FC Barcelona og en gang med Inter.

/ritzau/