EU klar med sin plan for Grækenland

Skrevet af admin

02/06/2015

Dagens topnyheder

EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF) er tirsdag nået til enighed om vilkårene for en aftale med Grækenland.

Det oplyser en højtstående EU-embedsmand til Reuters.

Forslaget skal nu fremlægges for den græske regering i et forsøg på at få afsluttet fire måneders forhandlinger og få sendt tiltrængt økonomisk hjælp til det kriseramte land.

Aftalen er faldet på plads, efter at Tyskland og Frankrig mandag aften lagde pres på de tre institutioner for at fremlægge en plan.

- Den dækker alle de vigtige politikområder og afspejler diskussionerne i de seneste uger, siger den højtstående embedsmand til Reuters.

Kilden tilføjer, at planen skal drøftes med den græske premierminister, Alexis Tsipras, onsdag.

En anden embedsmand siger, at den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, François Hollande, vil fremlægge planen for Tsipras i telefonen inden for få timer.

Tidligere tirsdag fremlagde Tsipras sit eget, omfattende løsningsforslag. Der var dog ikke umiddelbart nogen detaljer om, hvad forslaget indeholder.

Tsipras har tidligere sagt, at hans regering ikke kan godkende en aftale, der indeholder yderligere stramninger. Det er endnu uklart, om han vil acceptere kreditorernes plan.

Grækenland skal senest fredag afdrage 300 millioner euro til IMF på et tidligere lån. Det er det første af flere store afdrag, som regeringen i Athen skal udrede i løbet af juni.

Men alle parter frygter, at Grækenlands pengekasse er tom, og at landet teknisk set må erklære sig bankerot, medmindre EU og de øvrige involverede finder andre måder til at holde landet flydende.

EU og dets partnere tilbageholder en hjælpepakke til Grækenland på 7,2 milliarder euro, fordi den græske regering har sat det økonomiske reformarbejde i stå.

I Athen siger den græske arbejdsminister, Panos Skourletis, tirsdag formiddag, at regeringen ikke kan give flere indrømmelser over for EU, IMF og ECB for at få tilført flere midler.

- Der er ikke mere plads for kompromisser. Vi venter på, at den anden part vil påtage sig sit ansvar, siger han til græsk tv ifølge nyhedsbureauet Reuters

Lykkes det ikke, kan Grækenland blive tvunget til at forlade eurosamarbejdet.

/ritzau/Reuters