EU-pres skal hjælpe pressefriheden på vej i Tyrkiet

Skrevet af admin

15/01/2015

Dagens topnyheder

I Tyrkiet har man et andet syn på pressefriheden end herhjemme, og derfor har en tyrkisk domstol besluttet, at de hjemmesider, der har gengivet det franske satireblad Charlie Hebdos seneste forside, skal blokeres.

Det sker imidlertid ikke med udenrigsminister Martin Lidegaards (R) gode vilje. Han mener, at tyrkernes standpunkt gør et muligt tyrkisk medlemskab af EU vanskeligt.

- Udviklingen i Tyrkiet i forhold til pressefrihed er bekymrende. Overholdelse af pressefrihed er ikke kun afgørende for medlemskab af EU, men også et grundprincip i ethvert demokrati, siger han.

Martin Lidegaard vil derfor bruge fremtidige møder med Tyrkiet i EU-regi til at presse på for en ændret holdning i det muslimske land.

- De fortsatte EU-optagelsesforhandlinger med Tyrkiet er efter min vurdering det bedste værktøj til at sikre fremdrift i den tyrkiske reformagenda herunder på pressefrihedsområdet, siger han.

Tyrkiet har fordømt de to yderliggående muslimers angreb på Charlie Hebdos redaktion i Paris, men landets premierminister kalder samtidig bladets seneste forside for en "alvorlig provokation".

Forsiden viser profeten Muhammed med tåre i den ene øjenkrog, mens han holder et skilt med teksten "Je suis Charlie" (oversat: Jeg er Charlie).

/ritzau/