EU: Skyderiet i Ukraine skal stoppe

Skrevet af admin

16/02/2015

Dagens topnyheder

Våbenhvileaftalen mellem Ukraine og prorussiske oprørere er truet af, at kampene stadig raser omkring en strategisk vigtig by i det østlige Ukraine mandag, lige som der meldes om flere andre brud på den kun to dage gamle aftale.

EU, som bakker op om våbenhvileaftalen, der kom i stand efter en solid tysk og fransk mæglingsindsats, fastslår, at skyderiet omgående må stoppe.

Ukrainske myndigheder og oprørere beskylder hinanden for at fortsætte de angreb, der forhindrer dem i at trække kampvogne, raketter og artilleri tilbage fra frontlinjen i det østlige Ukraine.

Tilbagetrækningen af tunge våben skal ifølge aftalen begynde ved midnat (klokken 23 dansk tid).

- I løbet af de seneste 24 timer har terroristerne foretaget 112 angreb. Fem ukrainske soldater er dræbt og 25 såret, lyder det i en pressemeddelelse fra Ukraines udenrigsministerium.

Ifølge ministeriet har der været 88 angreb i løbet af det seneste døgn ved den strategisk vigtige by Debaltseve.

Tusinder af regeringssoldater er ifølge Ukraines regering omringet af tungt bevæbnede oprørere ved byen, der ligger mellem separatisternes selverklærede republikker, Donetsk og Lugansk.

Mandag var der "uafbrudte eksplosioner" i Debaltseve, siger Natalia Karabuta, en kommunal embedsmand, der var flygtet fra byen. Hun tilføjer, at der er omkring 5000 civile fanget inde i byen uden mad og vand.

Repræsentanter fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europe (OSCE), som skal holde øje med, om våbenhvilen overholdes, har ikke kunnet komme ind i Debaltseve på grund af urolighederne.

- Det er afgørende, at våbenhvilen implementeres fuldt ud. Det betyder, at skyderiet må stoppe, siger EU-Kommissionens talsperson Maja Kocijancic.

/ritzau/AFP