EU-tal: Europæisk økonomi vinder langsomt fart

Skrevet af admin

13/05/2015

Mest læste i dag

De positive forårstendenser i den europæiske økonomi blev underbygget yderligere, da EU's statistikbureau offentliggjorde tal for væksten i første kvartal.

Det samlede bruttonationalprodukt (BNP) for både eurozonen og de 28 EU-lande som helhed steg med 0,4 procent sammenlignet med fjerde kvartal sidste år.

Det endda på trods af, at den tyske økonomi skuffede med en vækst på 0,3 procent, hvor de fleste havde forventet 0,5 procent.

Til gengæld registrerede Frankrig en vækst på hele 0,6 procent, ligesom Spanien opnåede en vækst på 0,9 procent.

Tallene modtages positivt af Ulrik Bie, der er cheføkonomi i Nykredit.

- Samlet set bekræfter dagens tal kombineret med udviklingen i tillidsindikatorerne, at Europa er på vej ind i en opadgående fase, skriver han i en analyse.

Ulrik Bie påpeger dog, at olieprisen og renterne ser ud til at være på vej op igen, og det kan bremse væksten en smule.

Nogenlunde samme observation gør cheføkonom Jes Asmussen fra Handelsbanken sig.

- Samlet venter vi fortsat, at euroområdets økonomi i år vil kunne mønstre en økonomisk vækst i underkanten af 1,5%, men ser også, at dampen vil gå af økonomien, når vi nærmer os det nye år, i takt med at de understøttende effekter af den svage euro og de lave energipriser ebber ud, siger han.

Cheføkonomen minder desuden om, at den økonomiske situation i Grækenland - hvor væksten lød på minus 0,2 procent i første kvartal - også kan forrykke billedet.

Danmark figurerer ikke i EU-statistikken over første kvartal. Her offentliggøres væksttallene først i slutningen af denne måned.

/ritzau/