Eurogruppen stadig langt fra at løse græsk gældsdrama

Skrevet af admin

12/02/2015

Mest læste i dag

Eurolandenes finansministre er langt fra politisk enighed om en løsning for Grækenlands akutte finansieringsproblemer og den nyvalgte regerings insisteren på en markant omlægning af det eksisterende internationale låneprogram.

Der er ikke planlagt nye møder før mandag, siger eurogruppens chef, den hollandske finansminister Jeroen Dijsselbloem, kort efter midnat i Bruxelles.

Det var ikke planen, at ministrene onsdag skulle enes om en færdig løsning for at bilægge uenigheder med den nye græske regering, der er gået til valg på at få omlagt sin milliardgæld og långivernes medfølgende spare- og reformkrav.

Men håbet havde været, at man i det mindste kunne enes om en tidsplan og dermed sætte eksperter i gang med at se på elementer i en mulig løsning.

Det skulle have været beskrevet i en fælles erklæring, som ifølge flere kilder tæt på forhandlingerne i sidste ende blev afvist af den græske regering.

Dijsselbloem erkender, at man end ikke kunne nå så langt, at eksperterne kan sættes i gang. Derfor er der ikke planlagt yderligere møder, før eurolandenes finansministre på mandag mødes til deres ordinære månedlige møde i Bruxelles.

- I må have tålmodighed lidt endnu. Vi fortsætter vores forhandlinger på mandag. Vi har gjort en del fremskridt i forhold til at forstå, hvor alle står. Men ikke nok til at gøre noget færdigt, siger Dijsselbloem uden at gå i detaljer.

Den nye græske finansminister, Yanis Varoufakis, nedtoner betydningen af onsdagens manglende resultat.

- Dette eurogruppemøde havde aldrig sigte på at lukke nogen af de udestående spørgsmål. Jeg blev inviteret, fordi jeg er den nye dreng i klassen. Og jeg fik en fremragende mulighed for at præsentere vores syn på sagen, siger Varoufakis ifølge nyhedsbureauet dpa.

- Vi håber, at forhandlingerne ved afslutningen af det møde (på mandag, red.) kan lukkes på en måde, der er optimal for begge parter - Grækenland og vores europæiske partnere, siger Varoufakis.

Grækenlands eksisterende hjælpeprogram fra EU, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond udløber ved månedens udgang.

Eurogruppechef Dijsselbloem siger, at muligheden af at forlænge det eksisterende program blev diskuteret og at det er nogle landes foretrukne løsning. Men at der er "brug for lidt mere tid" for at nå til enighed.

/ritzau/