Europæiske fagforeninger vil have fælles standarder

Skrevet af admin

10/07/2015

Dagens topnyheder

Der er behov for fælles standarder for arbejdsvilkårene i den europæiske transportbranche.

Det budskab kommer nu fra sammenslutningen af europæiske fagforbund The European Trade Union Confederation (ETUC). Det skriver Information.

- Alle taler om de økonomiske problemer i EU lige nu. Men vi har helt glemt at tale om de sociale aspekter, siger Patrick Itschert, der er vicegeneralsekretær i ETUC.

Udmeldingen kommer, efter at Ryanair har truet med at flytte sine baser i København og Billund ud af Danmark og placere dem i et andet land, formentlig Litauen.

Selvom det kan ses som en lille sejr for den danske fagbevægelse, flytter det kun problemet med lav løn og dårlige arbejdsvilkår videre til et andet EU-land, siger Patrick Itschert til Information.

Dermed står de europæiske fagbevægelser med et problem, der kun kan løses på tværs af landegrænserne.

- Vi har brug for minimumstandarder for løn og arbejdsforhold. Hvad enten det er gennem lovgivning i EU eller gennem aftaler, som dem I har i Norden, er ligegyldigt, siger Patrick Itschert til Information.

Professor Jesper Jørgen Due er arbejdsmarkedsforsker ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier på Københavns Universitet.

Ifølge ham kan det blive svært for de europæiske fagbevægelser at stå imod internationale selskaber som Ryanair.

I det hele taget, siger han, er det en myte, at fagbevægelserne på tværs af Europa nogensinde har stået stærkt i kampen mod internationale arbejdsgivere.

- I historieløsheden fremstår fagbevægelsen ofte som en bestandig historie om solidaritet uafhængig af tid.

- Men i virkeligheden har de aldrig været særligt stærke på tværs af Europa. Der har aldrig været en fælles opfattelse omkring faglige aktioner og den slags, siger han til Information.

/ritzau/