»Det med at låse os på en fast dato for en folkeafstemning om retsforbeholdet og forsvarsforbeholdet på forhånd i en europapolitisk aftale, det kan regeringen ikke,« siger Nick Hækkerup til avisen.
Før sommerferien var Folketingets ja-partier, det vil sige alle partier på nær Dansk Folkeparti og Enhedslisten, tæt på at lukke en aftale under daværende europaminister Nicolai Wammen (S).
Forhandlingerne strandede imidlertid efter uenighed om formuleringer om den såkaldte velfærdsturisme, der dækker over andre EU-borgeres mulighed for at rejse til Danmark og få danske velfærdsydelser som børnecheck, SU og kontanthjælp.
Siden har forhandlingerne ligget stille, og i august præsenterede Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V), så et krav om en dato for en folkeafstemning om to af de fire danske EU-forbehold.
Nu har Nick Hækkerup indbudt forhandlere fra Venstre og de Konservative til forhandlinger fredag, hvor han er klar til at diskutere velfærdsturismen. Han vil i første omgang »prøve at afæske Venstre et svar på, hvad de gerne vil på det her område,« siger han til Politiken.
Venstre dukker »glade og beredvillige« op til forhandlingerne, siger partiets EU-ordfører, Jakob Ellemann-Jensen (V).
»Jeg er glad for regeringens melding omkring velfærdsturisme. For det lader til, at regeringen er ved at imødekomme os,« siger han.
Han åbner døren på klem for, at en EU-aftale kan blive en realitet - selv hvis det ikke ender med en dato for en afstemning om forbeholdene:
»Selvfølgelig har vi forståelse for, at regeringen ikke ønsker at skrive ind i en aftale, hvornår det skal foregå. Det er ikke sikkert, det ender i, at vi får datoer i aftalen, men det er ikke til at vide, for regeringen har end ikke villet drøfte spørgsmålet. Vi vil have drøftelsen med regeringen om, hvad vi gør ved de her to undtagelser. Og vi vil have en forpligtelse fra regeringens side«.