Færre S-tog på skinnerne i dag

Hvis du pendler til og fra job med S-tog, så må du forberede dig på færre tog i dag.

Det er meldingen fra Banedanmark, som stadig forsøger at finde frem til den systemfejl, der i sidste uge fik flere S-tog til at holde stille.

»Når togene ikke kører så tæt som normalt i myldretiden, kan vi hurtigere skifte mellem hoved- og back-up systemet og med langt, langt færre gener for passagererne. Og det er det helt afgørende, nemlig at passagererne fortsat kan regne med S-toget, alt imens vi fortsætter kampen for at finde årsagen til, at et ellers meget velfungerende fjernstyringssystem har haft disse udfald,« forklarer Søren Boysen, der er teknisk direktør i Banedanmark, i en skriftlig kommentar.

Mandag vil linje A, B og C køre hvert 10. minut i tidsrummet 06.00 til 19.00, mens linje F kører hvert 10. minut hele dagen. Pendler man over en længere afstand, vil man kunne opleve længere rejsetid på grund af flere stop på ruten.

Banedanmark understreger, at selvom der bliver længere mellem togene, så er der næsten det samme antal siddepladser som på en normal hverdag.

I løbet af weekenden har teknikere arbejdet på at finde frem til de periodiske fejl på S-banens fjernstyringsanlæg, som i weekenden har fungeret normalt. Teknikerne forsøger nu at fremprovokere nye fejl for at finde frem til, hvad sidste uges fejl skyldtes. Samtidig har systemet været døgnovervåget siden sidste uge, men fejlen er altså endnu ikke fundet.

Banedanmark opfordrer passagerer til at følge trafikken på www.dsb.dk eller www.rejseplanen.dk. I løbet af mandag kommer der nye oplysninger om, hvordan S-togene vil køre fra tirsdag og frem.

 

Dagens Gossip