FAKTA: Blå terrorpakke fokuserer på ressourcer og udstyr

Skrevet af admin

18/02/2015

Mest læste i dag

Den politiske borgfred efter terrorangrebet i København i weekenden er definitivt slut.

De fire partiledere i den blå blok i Folketinget kræver i en kronik i Jyllands-Posten onsdag, at der skal handles mod terroren.

Helt konkret kræver Lars Løkke Rasmussen (V), Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren Pape Poulsen (K) og Anders Samuelsen (LA) fem ting, som du kan blive klogere på her:

* 1. Nødvendige ressourcer til politi og efterretningsvæsen

Der skal sendes ekstra ressourcer til politiet og efterretningstjenesterne, så der kan skabes "den nødvendige tryghed". Partilederne vil derfor sikre, at politiet og efterretningstjenesterne har de nødvendige ressourcer.

* 2. Bedre udstyr og træning til betjentene

En dansk politibetjent må ikke stå i en situation, hvor der mangler en skudsikker vest, et funktionsdygtigt skydevåben eller træning i at betjene det på en betryggende måde, skriver partilederne. Derfor skal der ekstra udstyr og mere træning i eksempelvis brug af skydevåben til.

* 3. Bedre samarbejde mellem danske og internationale myndigheder

Samarbejdet for at koordinere indsatsen mod terror mellem danske og internationale myndigheder skal styrkes. Det kan eksempelvis betyde, at informationer deles hurtigere.

* 4. Brug af moderne teknologi til bekæmpelse af terrorisme

Myndigheder skal have bedre muligheder for målrettede initiativer, når advarselslamperne begynder at blinke. Særligt fordi moderne teknologi også er et redskab for terrorister, der kan koordinere, planlægge og opildne til terrorangreb, skriver lederne.

* 5. Styrket indsats for at undgå radikalisering i fængslerne

Fængsler skal ikke fostre ny kriminalitet eller føre til religiøs radikalisering. Hvis det er tilfældet, så fejler indsatsen i den danske kriminalforsorg, og så skal der ifølge blå blok gribes mere håndfast ind.

* De fire partiledere understreger, at der også er behov for en ændret indsats for fremadrettet at "fjerne grundlaget for terrortruslen". Men da denne del ifølge Lars Løkke Rasmussen "har udlændingepolitiske dimensioner", må den nok afvente et folketingsvalg. Derfor lægger de op til her og nu at holde sig til en aftale om politiets ressourcer og redskaber og om at bekæmpe radikalisering i fængslerne.

* I kronikken bliver der ikke sat beløb på terrorpakkens initiativer.

* Blå bloks partiledere er ifølge Lars Løkke Rasmussen også lydhøre over for forslag fra regeringen.

Kilder: Jyllands-Posten

/ritzau/