FAKTA: Drukneulykker i Danmark

Skrevet af admin

09/07/2015

Dagens topnyheder

Det er særligt mænd over 40 år, der mister livet i drukneulykker i Danmark.

Det fremgår af TrygFondens Nationale Druknestatistik for 2001-2013, der netop er offentliggjort.

* 816 personer døde som følge af en drukneulykke i Danmark i perioden 2001-2013.

* 86 procent af ofrene var mænd og kun 14 procent kvinder.

* Der var en overvægt af 45-64-årige, som udgjorde 43 procent af alle de døde i drukneulykker, mens kun fem procent var børn under 15 år.

* Omstændighederne ved børns drukneulykker afhang af barnets alder. Spædbørn druknede i badekar, småbørn ofte i havebassiner og større børn især ved badning.

* Alkohol var en faktor i mere end hver fjerde drukneulykke, særligt udtalt ved ulykker relateret til færdsel på havn. I 2013 havde otte ud af de ti drukneofre i forbindelse med færdsel på havn indtaget alkohol forud for ulykken.

* De hyppigste steder for drukneulykker var: Åbent hav eller fjorde (25 procent), havne (24 procent), langs kyster og strande (20 procent), søer (9 procent) og ved/i vandløb (8 procent).

* De tre hyppigste aktiviteter forbundet med drukneulykker var: fritidsaktiviteter i båd (22 procent), badning og svømning (17 procent) og drukneulykker, der skete som følge af færdsel til fods på havn (17 procent). Dog var hver femte af dødsfaldene uoplyst eller ukendt med hensyn til afdødes aktivitet op til drukneulykken.

* Udlændinge udgjorde 16 procent af alle døde i drukneulykker og 30 procent af dødsfaldene som følge af badeulykker i perioden 2001-2013.

* Blandt 232 druknede fritidssejlere skete de 69 drukneulykker i forbindelse med fiskeri, 94 i forbindelse med sejlads og 13 i forbindelse med andre aktiviteter til søs. 56 druknede, mens båden var i havn - næsten alle ved på- eller afstigning.

* Ulykkerne ved fritidssejlads skyldes hyppigst fald overbord og kæntring. Medvirkende faktorer var hårdt vejr, alkohol, dårligt helbred og garn i skruen. Kun få brugte redningsvest.

Kilder: TrygFondens Nationale Druknestatistik 2001-2013.

/ritzau/