På statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) pressemøde mandag om flygtningesituationen fortalte han, at Den Nationale Operative Stab er blevet åbnet, men hvad er det?
* Stabens opgave er at forebygge og afværge fare for forstyrrelse af den offentlige fred og orden samt fare for borgerne og den offentlige sikkerhed.
* Staben etableres ved eksempelvis voldsomt uvejr, terrorangreb eller når opgaverne er så omfattende, at de ikke kan løses alene af de enkelte lokale beredskaber som eksempelvis brandvæsnet eller politiet.
* Indsatsen koordineres af Rigspolitiet, mens en række andre myndigheder indgår i samarbejdet.
* Staben består af repræsentanter for en fast kreds af myndigheder, Rigspolitiet, Politiets Efterretningstjeneste, Forsvarskommandoen, Forsvarets Efterretningstjeneste, Beredskabsstyrelsen og Sundhedsstyrelsen.
* Desuden kan Udenrigsministeriet tilkaldes, hvis stabens konkrete opgave kan "have konsekvenser for fremmede magter", lyder det.
* Derudover kan en lang række andre myndigheder tilkaldes, når Den Nationale Operative Stab samles. Det kan eksempelvis være it- og telesektoren, fødevaresektoren eller den finansielle sektor.
* Alt efter situationen vurderes det, hvilke forskellige myndigheder der deltager i arbejdet.
Kilde: Rigspolitiet
/ritzau/