FAKTA: Hvad er politiets Task Force Pusherstreet

Skrevet af admin

15/01/2015

Dagens topnyheder

Politiet slog i operation Nordlys til mod mere end 150 adresser på Sjælland 13. marts sidste år, hvor formodede bagmænd til organiseret kriminalitet opholdt sig. 80 personer blev i den forbindelse anholdt.

10 af dem sidder torsdag på anklagebænken i Københavns Byret, hvor de er tiltalt for sammenlagt at sælge 1,8 ton hash i flere forskellige boder på Christiania.

Bag aktionen stod blandt andet Politiets Task Force Pusherstreet, som har forsøgt at bekæmpe hashhandlens kriminelle bagmænd siden september 2012.

* 1. september 2012 etablerede Københavns Politi Task Force Pusherstreet, i forbindelse med at man iværksatte en ny aktion mod hashhandel i organiserede kriminelle miljøer.

* Målet med enheden var også at få et stærkere samarbejde med de lovlydige kræfter i området omkring Pusherstreet.

* Samarbejdet mod den organiserede hashhandel hviler på en ny strategi og er koordineret mellem Københavns Politis Task Force Pusherstreet, politikredsens afdeling for organiseret kriminalitet og den fælles sjællandske bandeenhed, Task Force Øst.

* Der er siden indsatsens start og frem til operation Nordlys beslaglagt mere end 1,5 ton hashprodukter, penge og andre værdier til en samlet værdi på mere end 90 millioner kroner. Det svarer til cirka 166.000 kroner om dagen.

* Der er desuden beslaglagt en lang række stik- og skydevåben, som, formoder politiet, er anvendt af de personer, der i og omkring Pusherstreet fungerer som vagter for pusherne. Disse vagter har i flere tilfælde overfaldet politiet med stenkast og lignende.

* Efter et års indsats med Task Force Pusherstreet anslog politiet, at hashhandlen på Christiania var faldet med 30 procent.

* Politiet skønnede i september 2013, at der årligt bliver omsat for cirka en milliard kroner i Pusherstreet

Kilde: Københavns Politi

/ritzau/