Nytårsdag blev endnu en svensk moské i Uppsala udsat for et angreb med brandbombe, og der har været en række lignende episoder i det forgangne år.
Her følger et overblik over angreb og hærværk mod svenske moskéer i 2014.
* Januar: Stockholms-moskéen i Södermalm overtegnes med hagekors.
* Maj: Under en aftenbøn blokeres hoveddøren til moskéen i Eskilstuna med træbjælker og betonklodser.
* Juli: En moské under opførsel i Norrköping sættes i brand.
* September: To angreb. En ildspåsættelse af en moské i Avesta og hærværk mod en anden i Flen.
* Oktober: Hærværk mod moskéer i Helsingborg og Flen.
* November: To angreb i Eslöv og Örebro. Det ene sted kastes brandfarlig væske ind gennem et vindue, og det andet sted knuses et vindue.
* December: Tre episoder. Moskéen i Eslöv udsættes for ildspåsættelse, og dagen efter udøves hærværk ved bygningen. Brandstiftelse af moské i Eskildtuna fører til, at fem tilskadekomne behandles på hospital.
* Nytårsnat blev en moské i Uppsala udsat for brandangreb.
Kilder: TT, NTB og expo.se.
/ritzau/