FAKTA: Sådan gør du arbejdet svært for cykeltyvene

Skrevet af admin

23/07/2015

Dagens topnyheder

I første halvdel af 2015 er der stjålet 139 cykler hver dag - i gennemsnit. Antallet af cykeltyverier er faldende og har ikke været lavere i mindst 20 år.

Til gengæld stjæler tyvene flere dyre cykler.

Læs her, hvad du kan gøre for at sikre din cykel mod tyven:

* Lås altid cyklen - også når du er ved bageren eller stiller den hjemme i garagen.

* Brug en lås, der er godkendt af Dansk Varefakta Nævn.

* Stil din cykel i et aflåst rum eller skur, hvis du har mulighed for det.

* Når du parkerer ved et busstoppested eller en togstation, skal du sikre din cykel ekstra godt. Ud over at låse cyklen, kan du låse den fast til et stativ eller en lygtepæl.

* Tag løse lygter, cykelhjelm og lignende med dig.

* Når du køber en cykel med en ny lås, får du et låsebevis. Det skal være udfyldt med stelnummer, købsdato og forhandlerens stempel og underskrift. Beviset skal vises til forsikringsselskabet, hvis din cykel bliver stjålet.

* Hvis du køber en gammel cykel, skal du bede om en kvittering fra sælgeren, så du har bevis på, at du ejer cyklen.

* Tjek, om du har cykeldækning på din indboforsikring. I så fald bliver cyklen dækket af forsikringsselskabet, hvis den bliver stjålet.

* Når du anmelder et cykeltyveri til politiet, skal du oplyse stelnummer, farve, mærke, værdi i kroner, forsikringsselskab, gerningstidspunkt og -sted.

Kilder: Det Kriminalpræventive Råd, Tryg, Danmarks Statistik

/ritzau/