FAKTA: Sådan skal flygtninge bo i kommunerne

Skrevet af admin

08/01/2015

Mest læste i dag

Regeringen og KL blev torsdag enige om en forståelse af, hvordan kommunerne skal huse og integrere de mange ekstra flygtninge, som er kommet til Danmark fra blandt andet Syrien.

Sådan vil parterne skabe flere boliger:

* Regeringen vil søge Folketingets tilslutning til en midlertidig ændring af planloven, så kommunerne får mulighed for at give dispensation fra formåls- og anvendelsesbestemmelserne i en lokalplan. Det vil øge kommunernes mulighed for en hurtig og midlertidig indkvartering af flygtninge.

* Regeringen vil søge Folketingets tilslutning til en ændring af reglerne om almene kollektive bofællesskaber, så kravet for boenheder lempes. Det vil forøge kommunernes muligheder for at boligplacere flere flygtninge sammen, hvor dette af kommunen vurderes som hensigtsmæssigt. Som konsekvens heraf kommer der samtidig en ændring i bostøttereglerne.

* Regeringen vil præcisere og oplyse om de nuværende regler og muligheder i forbindelse med kommunernes boligplacering af flygtninge, herunder oplyse om kommunernes adgang til at anvende tomme ældreboliger, låne- og deponeringsregler vedrørende boliger til flygtninge mv.

* Regeringen vil understøtte etableringen af en boligbørs, som kan danne rammen for kontakt mellem danskere, som ønsker at udleje en bolig til nyankomne flygtninge, og kommuner, som har udfordringer med at finde egnede boliger.

* Der igangsættes en dialog mellem regeringen og KL om at afdække mulighederne for at udnytte ledige statslige bygninger til midlertidig indkvartering.

* Regeringen vil give 125 millioner kroner til investeringer i kommunerne. Midlerne udmøntes som et særtilskud fra den pulje, der blev afsat med Aftale om finansloven for 2015 til modtagelse og integration af flygtninge i kommunerne.

- Puljen fordeles på baggrund af den andel af flygtninge, som den enkelte kommune modtager ud over den fordeling af flygtninge på 4000, som allerede er fordelt på kommuner.

- Fordelingen af tilskuddet vil dermed understøtte, at de kommuner, der modtager flest af de ekstraordinært tilkomne flygtninge, får en økonomisk håndsrækning til de ekstraordinære udgifter, der særligt kan være forbundet med en hurtig udvidelse af boligkapaciteten, herunder for eksempel midlertidig indkvartering såvel som indretning af permanente boliger.

* Regeringen vil søge Folketingets tilslutning til, at der ydes et ekstraordinært integrationstilskud på 200 millioner kroner i 2015 til at håndtere det ekstraordinært høje antal flygtninge.

- Det ekstraordinære integrationstilskud fordeles på baggrund af en objektiv fordelingsnøgle baseret på kommunernes andel af flygtninge og familiesammenførte.

Kilder: Forståelse mellem regeringen og KL om integrationsområdet

/ritzau/