FCK-matchvinder: Pulsen var for høj til vildere jubel

Skrevet af admin

03/05/2015

Mest læste i dag

Flere FC København-fans var sandsynligvis begyndt at indstille sig på uafgjort søndag mod Esbjerg, da Nicolai Jørgensen i næstsidste minut sikrede københavnerne en hjemmesejr på 2-1.

Matchvinderen fortæller, at det var ekstra specielt at score så sent og fuldende FCK's comeback.

- Det betyder noget ekstra at score og afgøre kampen så sent. Det er en fantastisk følelse, siger Nicolai Jørgensen.

- Egentlig ville jeg gerne have jublet endnu mere, men der var en puls, der skulle ned, siger han.

Et kvarter før målscorerens et-to-kombination med Christoffer Remmer og den succesfulde afslutning havde Daniel Amartey udlignet til 1-1.

FCK'erne var bagud 0-1 ved pausen, men stemningen var ifølge Nicolai Jørgensen god i omklædningsrummet, da taktikken for de sidste 45 minutter blev lagt.

- Da vi kom ned til pausen, var alle meget positive. Da vi tabte i Randers for en uge siden, var folk lidt sure.

- Det har vi lært af, og det var også vigtigt for, at vi kunne komme tilbage mod Esbjerg, siger han.

- Anden halvleg var klart bedre fra vores side, selv om vi også var lidt heldige, for Esbjerg ramte blandt andet stolpen.

- Det her var bare en af de dage, hvor det hele flaskede sig til sidst, siger matchvinderen.

De mange langtidsskader i FCK til spillere som Andreas Cornelius, Danny Amankwaa og Youssef Toutouh betyder, at holdet virker ekstra afhængig af Nicolai Jørgensens tryllerier.

Angriberen føler dog ikke, at skaderne har givet ham et ekstra ansvar.

- Nej, det er som hold, at vi skal tage ansvar. Det tager hårdt på en trup med så mange langtidsskader, men vi er kommet godt igen efter nederlaget i Randers i sidste uge, siger Nicolai Jørgensen.

/ritzau/