FCM-boss: Vi kigger på flere potentielle træneremner

Skrevet af admin

25/06/2015

Mest læste i dag

FC Midtjyllands sportsdirektør, Claus Steinlein, tager Glen Riddersholms opsigelse til efterretning og har aftalt, at den succesrige cheftræner stopper i klubben med øjeblikkelig virkning.

Det betyder, at FCM skal på jagt efter en ny træner så hurtigt som muligt. Og FCM's bestyrelse og sportsdirektør Claus Steinlein er allerede i gang med at finde afløseren.

- Med deltagelsen i kvalifikationen til Champions League og den nye superligasæson står vi foran store opgaver på både den korte og den lange bane.

- Og her skal vi naturligvis have det stærkest mulige hold på og omkring banen. Vi undersøger trænermarkedet og kigger på flere potentielle emner, siger Steinlein til klubbens hjemmeside.

Indtil en ny cheftræner er på plads, varetages den daglige træning af assistenttræner Brian Priske og klubbens talenttræner, Lars Friis.

Det bliver således den duo, der står i spidsen for FCM under næste uges træningslejr i Østrig.

- Glen blev FC Midtjyllands første mestertræner, og derfor vil han altid have en helt særlig plads i klubbens historie.

- Han er indbegrebet af FC Midtjylland, og det har været et privilegium at arbejde sammen med ham og på nærmeste hold opleve den store udvikling, Glen har gennemgået de seneste år.

- Vi kan kun ønske ham al mulig held og lykke på hans videre færd, siger Claus Steinlein.

Fredag fra klokken 8.15 til 8.45 er der pressemøde i Ikast-Brande Arena, hvor Brian Priske, Lars Friis, Claus Steinlein, Rasmus Ankersen og FCM-anfører Kristian Bach Bak vil være til rådighed.

/ritzau/