FCM-træner efter nederlag: Vi er for uskarpe

Skrevet af admin

03/01/2015

Mest læste i dag

FCM Håndbolds træner, Helle Thomsen, havde ingen problemer med at komme frem med en klar analyse, efter at hun lørdag så sit hold tabe 18-22 ude til Randers HK i Boxer Dameligaen.

- Først og fremmest skal Randers-forsvaret og deres målmand (Marianne Lundsby) have ros, de gør det godt.

- Vi var uskarpe i angrebsspillet og i særdeleshed i vores kontraspil. Så ros til Randers for, at de kun lukkede 18 mål ind mod os, siger Helle Thomsen.

FCM Håndbold havde problemer på venstre back-pladsen, hvor holdet måtte undvære norske Ida Alstad. Hun sprængte sin ene akillessene for en uge siden i pokalsejren over Team Tvis Holstebro.

Stine Jørgensen var ganske vist blevet klar efter sin skulderskade, men landsholdsspilleren var ikke på toppen og scorede ikke et eneste mål.

- Det er klart, at når man tager to af de stærkeste bagkædespillere ud, betyder det meget, især når man kun har fem spillere i forvejen.

- Så selvfølgelig betyder det meget, at Stine og Ida er ude, for de har trukket alt læsset på venstre back, siger Helle Thomsen.

FCM Håndbold havde i december fem spillere med ved EM i Ungarn og Kroatien, og Helle Thomsen var også selv med ved slutrunden som træner for Sverige.

Randers HK havde ingen spillere med ved slutrunden, hvilket har været en fordel, mener hun.

- Det er en fordel for Randers, at de har haft hele holdet hjemme, det er jeg ikke et sekund i tvivl om.

- De har kunnet træne sammen i alle de uger, hvor vi har været adskilt. Men det skal ikke være nogen undskyldning. Vi leverede bare ikke varen, og så vinder man ikke i Randers, siger Helle Thomsen.

FCM Håndbold ligger nummer fire i Boxer Dameligaen med 18 point for 13 kampe, mens Randers HK er nummer fem med 16 point.

/ritzau/