Hvis du når at samle din tabte mad op inden for fem sekunder, er der ingen skade sket. Men går der længere tid, ryger det i skraldespanden.
Ingen har nogensinde vidst, om den populære femsekundersregel faktisk gælder, men britiske forskere fastslår nu, at der måske er hold i den korte madspildstidsfrist. Det skriver magasinet Scientific American.
Mad, der har ligget på jorden i fem sekunder, »er mindre tilbøjeligt til at indeholde bakterier« end mad, der har ligget på jorden i længere tid, konkluderer forskere fra Aston University’s School of Life and Health Sciences i England.
Ifølge forskerne er det bedst at tabe sin mad på et tæppe - så bliver maden ikke ligeså bakteriefyldt, som hvis den bliver tabt på et trægulv eller på fliser.