Flåterne er over os: Det kribler og krabler med flåter på de danske hunde

Hvert år finder langt størstedelen af de danske hundeejere (88 pct.) flåter på deres hund. Sidste år fandt danskerne i gennemsnit 11 flåter på deres hund, og 17 pct. af de danske hundeejere finder ugentligt flåter på hunden i flåtsæsonen, der varer fra frosten slutter til frosten igen sætter ind.

Det viser en undersøgelse foretaget for Merial Norden A/S blandt 1.512 danskere med hund.

Så snart termometeret viser plusgrader, begynder flåterne at blive aktive rundt omkring i det danske land. Har man hund, er det derfor ikke et øjeblik for sent at overveje, om hunden er tilstrækkeligt beskyttet mod flåtangreb og ikke mindst den farlige borrelia-bakterie. Bakterien kan nemlig medføre feber, smerter, haltheder og i værste fald kroniske nyreproblemer hos hunde.

Danske hunde i risiko for borrelia

Borreliose er en af de hyppigste flåtbårne sygdomme i Norden, og 3 ud af 4 danske hundeejere (75 pct.) bekymrer sig i høj eller nogen grad for, om deres hund smittes med borrelia. Alligevel gør knap hver tredje hundeejer (31 pct.) ikke noget for at forebygge flåter på deres hund, men nøjes med at fjerne flåterne, når de ser dem på hunden.

En flåt overfører typisk– men ikke altid - først bakterier 24-48 timer efter den har bidt sig fast. Hvis flåten derfor først har bidt sig på hunden, er der risiko for, at hunden smittes med borrelia, såfremt flåten er inficeret med bakterien.

Antallet af både flåter og borreliose-tilfælde er stigende, og det anslås, at op mod hver femte flåt i Danmark er inficeret med borrelia. Studier har ligeledes vist, at mellem 15-20 pct. af de danske hunde på et tidspunkt har været smittet med borrelia. Derfor bør man holde godt øje med sin hund, hvis den færdes i naturen, fortæller Per Moestrup Jensen¸ Lektor ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab, Zoologi og Botanik, Københavns Universitet:

- Det er altid en god ide at tjekke hunden for flåter, når man kommer hjem, så man kan få dem fjernet, men man skal være meget opmærksom, da flåterne kan være svære at få øje på i hundens pels og øregange. Det vigtigste er, at flåten ikke når at bide sig fast, for når den først har gjort det, er der risiko for, at hunden kan blive smittet.

Det er muligt at vaccinere sin hund mod borrelia, men nogle hunde har mere gavn af vaccinen end andre, fortæller dyrlæge Finn Jørgensen, som er fagspecialiseret dyrlæge og indehaver af Centrum Dyrehospital i Rødovre:

- Det er ikke alle hunde, som har brug for at blive vaccineret mod borrelia, men færdes hunden jævnligt i skoven, eller områder med højt græs eller krat, kan det være en god idé, at overveje at lade sin hund vaccinere, så man er på den sikre side. Hvis man nøjes med flåtforebyggende behandling, skal behandlingen påbegyndes i det tidlige forår, når frosten forsvinder og man skal fortsætte kontinuertligt gennem hele sæsonen indtil det sene efterår, når flåterne igen bliver inaktive.

Mariann fjerner dagligt flåter i flåtsæsonen

Mariann Slotø Thomasson færdes dagligt i skoven med sine to jagthunde, og på trods af, at hun har prøvet forskellige midler til at holde flåterne væk, kan hun efter hver tur i skoven finde flåter på hundene:

- Selvom jeg har brugt forskellige midler, piller jeg stadig mange flåter af mine hunde efter hver tur i skoven. Jeg ved godt, at der er en risiko for at overse flåterne, da de jo er svære at få øje på, men indtil videre har mine hunde heldigvis ikke været syge. Min søsters hund har til gengæld været syg efter et flåt-bid, og det betyder selvfølgelig, at jeg er ekstra bekymret for mine egne hunde. Hvis man kan få en vaccine, som kan beskytte mine hunde mod borrelia, vil jeg helt klart overveje, om det kunne være en løsning for mig og mine hunde, siger Mariann Slotø Thomasson.

Knap 9 ud af 10 (86 pct.) danske hunde færdes, ifølge Merials undersøgelse, i skov- og naturområder på ugentlig basis ligesom Marianns hunde, og netop her er risikoen for flåtangreb og dermed borrelia-smitte størst. Flåterne spreder sig nemlig ved hjælp af værtsdyr som eksempelvis rådyr, mus, pindsvin, fugle – og hunde. Derfor er der typisk flere flåter i områder med mange vilde dyr. Når flåterne er færdige med at suge blod, falder de af værtsdyret og spreder deres æg i vegetationen.

 

Dagens Gossip