Flere anholdt efter angreb i Tunesien

Skrevet af admin

29/06/2015

Mest læste i dag

Tunesisk politi har anholdt flere, der mistænkes for at være en del af et netværk bag den mand, som fredag dræbte 39 mennesker på en strand i Tunesien.

Den yderliggående gruppe Islamisk Stat har taget skylden for angrebet, der fandt sted ved Imperial Marhaba hotel i badebyen Sousse.

Manden bag angrebet, den 23-årige studerende Saif Rezgui, blev skudt og dræbt af politiet, efter han havde slået de mange mennesker ihjel på stranden og hotellet.

Indenrigsminister Najem Gharsalli oplyser ikke yderligere om mandagens anholdelser, men siger, at myndighederne stadig arbejder på at få klarlagt, om Rezgui har opholdt sig i træningslejre for militante islamister i nabolandet Libyen.

Tidligere sagde en talsmand for Gharsallis ministerium, at myndighederne er overbevist om, at Rezgui ikke handlede alene, men at nogen har skaffet ham våben og bragt ham til gerningsstedet.

- Vi vil finde alle de involverede, om det så bare drejer sig om logistisk støtte eller ej, siger ministeren på et fælles pressemøde med ministerkolleger fra Storbritannien, Frankrig og Tyskland.

Mandag oplyser det britiske udenrigsministerium, at 18 briter foreløbig er bekræftet dræbt i angrebet.

Flere af ofrene ligger fortsat i et lighus og venter på at blive identificeret. Derfor kan det vise sig, at der er flere briter blandt de dræbte.

Tysklands indenrigsminister, Thomas de Maizière, lover fuld støtte til Tunesien og de tiltag, landet indfører for at beskytte turister.

- Vi er kommet for at vise vores solidaritet med dette stadig unge og sårbare demokrati, siger han ifølge nyhedsbureauet dpa.

- Vi er fast besluttede på at vise, at frihed er stærkere end terrorisme.

/ritzau/Reuters