Flygtningehjælp: Ændret asylpolitik må øge tilstrømning

Skrevet af admin

03/02/2015

Dagens topnyheder

Det virker logisk, at der kommer flere asylansøgere til Danmark, når regeringen i sine planlagte asylstramninger tager særlige hensyn i forhold til hurtig familiesammenføring, vurderer Dansk Flygtningehjælp.

Idéen med regeringens lovforslag er ellers at forhindre asylansøgere på midlertidigt ophold i at få familiesammenføring det første år, de er i Danmark.

Men i en tillægsbetænkning til lovforslaget står der, at der bliver lagt "afgørende vægt på hensynet til familiens enhed og hensynet til de personer, som har et ganske særligt behov for beskyttelse i form af hurtig familiesammenføring".

Selv om det er svært at vurdere effekten af de ændrede stramninger, må det antages, at det udvidede hensyn fører til, at der kommer flere asylansøgere til landet. Sådan lyder det fra Dansk Flygtningehjælp.

- Det vil først og fremmest være mænd, der er gået foran, og som kan få deres familie til landet, modsat hvis ikke denne udvidelse var sket. Sådan må man antage, at det er.

- Men at sætte tal på er nærmest håbløst, siger organisationens generalsekretær, Andreas Kamm.

Asylstramningerne bliver tredjebehandlet i Folketinget tirsdag. Forinden har samtlige partier bortset fra SF og Enhedslisten meldt deres opbakning til forslaget.

Hos Dansk Flygtningehjælp er der på samme vis opbakning - især fordi den nye betænkning tager hensyn til de mennesker, der rammes hårdt, hvis de ikke kan få deres familie til Danmark.

- Hvad enten det skyldes sygdom, eller det er for farligt at lade sin kone sidde tilbage i Mellemøsten, bemærker Andreas Kamm.

- Det er noget, vi har peget på. Ikke mindst at der kan efterlades en kvinde med små børn i et naboland til Syrien. Det, ved vi, er forbundet med et risikoforhold. Så jeg er tilfreds med, at der kan tages de hensyn, tilføjer generalsekretæren.

/ritzau/