FN erklærer Yemens humanitære krise på højeste niveau

Skrevet af admin

02/07/2015

Dagens topnyheder

Den humanitære krise i Yemen er så alvorlig efter de seneste måneders krig, at FN har hævet alarmen til højeste trin på skalaen - niveau tre.

- Alle kontorer er enige om at erklære landet på niveau tre for de kommende seks måneder, siger FN-talsmand Farhan Haq.

Ændringen er blandt andet begrundet i, at sundhedssystemet er tæt på at bryde sammen, og mindst 160 klinikker i landet er lukket på grund af den alvorlige sikkerhedssituation.

Hospitalerne mangler forsyninger og brændstof.

Den blodige konflikt fortsætter omkring Aden, hvor oprørsbevægelsen, houthierne, siden onsdag morgen har bombet det regeringskontrollerede kvarter al-Mansura.

En sundhedschef i havnebyen fortæller, at 31 personer er dræbt, heriblandt kvinder og børn. Flere end 100 andre er såret i det seneste døgns sammenstød.

Houthiernes baser i Dar Saad og Khor Maksar har ifølge beboere været mål for koalitionens bomber.

Saudi-Arabien står i spidsen for en koalition af lande, som forsøger at fortrænge houthierne fra magten.

Houthierne væltede i januar landets præsident, Abd-Rabbu Mansour Hadi. Han flygtede efterfølgende til Saudi-Arabien, som nu forsøger at få ham genindsat.

Human Rights Watch beretter, at koalitionens angreb i Saada i den nordlige del af landet har ødelagt huse, markedspladser og skoler.

Menneskerettighedsorganisationen mener, at disse angreb kan være krigsforbrydelser.

Regeringssoldater indledte onsdag en stor eftersøgning af 1200 undslupne fanger, blandt dem medlemmer af al-Qaeda.

/ritzau/AFP