En talsperson for generalsekretæren siger til nyhedsbureauet AFP, at Ban ki-Moon kræver, at Morsi og hans højtrangerende støtter »bliver frigivet eller får deres sager prøvet transparent og straks,« siger talsperson Eduardo del Buey.
Morsi og adskillige Muslimske Broderskabs-ledere har været tilbageholdt siden militæret drev ham fra magten den 3. juli som reaktion på massive folkelige protester mod den daværende regering.
Mens spændingerne atter stiger i Egypten forud for rivaliserende demonstrationer af tilhængere og modstandere af Morsi fredag, følger Ban ki-Moon »nøje og med stigende bekymring udviklingen i Egypten,« siger generalsekretærens talsperson:
»Generalsekretæren opfordrer atter alle parter til at udvise maksimal tilbageholdenhed«, ligesom han opfordrer de midlertidige myndigheder i landets overgangsregering »til at sikre lov og orden samt til at garantere sikkerhed og tryghed for alle egyptere«.
BNB/AFP