Fogh skal vidne for statsløsekommission

21/05/2013 10:00

Newspaq

Nyheder

Mest læste i dag

Tirsdag tager Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, noget af en afstikker fra sine normale arbejdsrutiner, når han lægger vejen forbi statsløsekommissionens ydmyge lokaler på Fremtidsvej i Søborg.

Her skal han forklare om sit kendskab - eller manglen på samme - til Integrationsministeriets årelange misforvaltning af statsløses konventions-sikrede rettigheder.

Fogh sad på posten som statsminister frem til april 2009.

På det tidspunkt havde Integrationsministeriet i mere end et år været klar over, at man ikke overholdt de internationale konventioner, der skal sikre statsløse mennesker ret til statsborgerskab på særligt lempelige vilkår.

I august 2008 advarede embedsværket direkte daværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) om, at man var kommet på galt spor.

Men spørgsmålet er, om embedsmændenes bekymringer ovre i Integrationsministeriet på et tidspunkt nåede hele vejen over i Statsministeriet og ind til Anders Fogh Rasmussen selv.

De hidtidige afhøringer i kommissionen peger ikke i den retning.

En forhenværende afdelingschef i Integrationsministeriet, Kim Lunding, har tidligere forklaret, at han i januar 2009 etablerede en "underhåndskontakt" til Statsministeriet for at spørge, om det var en mulighed for Danmark at opsige FN-konventionen om statsløshed.

Men han gjorde under sin afhøring udtrykkeligt opmærksom på, at han ikke oplyste til Statsministeriet, at Integrationsministeriet havde afgjort konkrete sager i strid med konventionen.

Spørgsmålet om, hvad Statsministeriet vidste og ikke vidste om statsløsesagen, har med andre ord ikke flyttet sig, siden Foghs efterfølger på posten, Lars Løkke Rasmussen, i 2011 konstaterede, at Statsministeriet ifølge hans oplysninger først blev bekendt med affæren, da den blev "rullet op i medierne".

Det blev den i foråret 2011, og sagen endte med, at Løkke fyrede Birthe Rønn Hornbech som integrationsminister.

Selvom hun fik kendskab til konventionsbruddet i august 2008, så sørgede hun ikke for at standse misforvaltningen, og der skulle gå næsten to år, før fejlene blev rettet.

Ud over Anders Fogh Rasmussen skal tidligere departementschef i Statsministeriet, nuværende administrerende direktør i Dansk Industri Karsten Dybvad i vidneskranken.

Også hans efterfølger på posten fra 2010, Christian Kettel Thomsen, skal forklare sig for kommissionen.

Også Venstres nuværende formand, Lars Løkke Rasmussen skulle ifølge planen have rundet betonbygningen på Fremtidsvej tirsdag. Men afhøringen af ham er i sidste øjeblik blevet til rykket til den 29. maj.

/ritzau/