Folkemøder skal ændre danskernes syn på flygtninge

Skrevet af admin

23/02/2015

Dagens topnyheder

Der er et generelt problem med danskernes holdning til flygtninge og indvandrere, når vi i et stigende omfang ikke gider kommunikere med dem.

En undersøgelse lavet af Voxmeter for Røde Kors viser således, at vi har mindre kontakt med denne gruppe, selv om der kommer flere og flere til landet.

Værre er det, at det går den gale vej, når der ses på en lignende undersøgelse fra 2001. Dengang var det 67 procent af danskerne, som havde ingen eller næsten ingen kontakt med flygtninge og indvandrere. I dag er det 77 procent.

Hvad der ligger bag danskernes holdning, kan være svært at sige, fortæller lektor Lise Paulsen Galal fra Interkulturelle studier på Roskilde Universitet.

- Men jeg tror, det har mere at gøre med os danskere, end det har med indvandrerne. Der er sikkert en oplevelse hos mange af, at vi har mere end nok i os selv, siger hun.

Hos Røde Kors er der et ønske om at vende den negative udvikling blandt danskerne.

Derfor er der arrangeret fire humanitære folkemøder rundt om i landet, hvor problemet med den manglende integration skal debatteres.

På møderne skal det blandt andet diskuteres, hvordan man får ændret det manglende kontakt. Og hvordan man vender danskernes lyst til at ville have en tættere kontakt, da den også ser noget dyster ud.

I undersøgelsen er danskerne således blevet spurgt, om de vil have en tættere kontakt med flygtninge og indvandrere. Her er der dog et mindre fald i den andel, som er helt afvisende.

Men faldet ændrer ikke på, at det stadig er knap halvdelen af danskerne, der ikke ønsker mere kontakt.

På den måde er det ikke er lykkedes politikerne at få lavet en kontrakt med befolkningen om, at integration er et projekt, som man er fælles om, og som man kan være tryg ved, mener Torben Tranæs, forskningschef i Rockwool Fondens Forskningsenhed

- Det er der tydeligvis nogen, der ikke er, bemærker han.

Hvad man konkret skulle have gjort anderledes for at få befolkningen mere med på vognen, har forskningschefen ingen holdning til.

I stedet konstaterer han, at det i forhold til en stor del af befolkningen ikke er lykkedes.

Ifølge Røde Kors er der i alt 2001 respondenter, der har svaret på undersøgelsen lavet af Voxmeter.

/ritzau/