Forbrugerøkonom: Vi har fået en sundere gældskultur

Skrevet af admin

14/01/2015

Dagens topnyheder

En række økonomisk hårde år har lært danskerne, at det kan være problematisk at skylde for mange penge væk.

Det mener Nordeas forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen. Hun ser faldet i antallet af personer, der er registreret hos RKI Kredit Information, som et tegn på, at vores gældskultur er blevet sundere.

- Kreditgivningen er strammet voldsomt op, og der er kommet fokus på, at gæld også skal betales tilbage igen.

- Mange har forstået, at den bedste investering, man kan gøre lige nu, er at afvikle gæld.

- Og mange af dem, der er kommet ud af gælden, har fået en forskrækkelse og vil ikke igennem den samme tur igen. Derfor er der heller ingen tvivl om, at det værste er overstået, siger hun.

Viljen til at betale gælden af er ifølge Ann Lehmann Erichsen også blevet hjulpet på vej af konjunkturerne i dansk økonomi, som peger den rigtige vej igen.

- Reallønnen er steget, renten er uhyggeligt lav og det samme er ledigheden. Samtidig har boligmarkedet stabiliseret sig, siger hun.

På trods af den positive udvikling er der dog fortsat aldersgrupper og egne, hvor de kedelige tendenser fortsætter.

I aldersgruppen fra 51 år og opefter samt i Region Sjælland er antallet af registrerede fortsat stigende.

- Det er klart, at der stadig findes nogen, der sidder fast i registret, og som ikke har mulighed for at komme ud igen. De mærker stadig eftervirkningerne af finanskrisen.

- De kan have været igennem et langt ledighedsforløb, og har måske måttet sælge huset med tab.

- Og når man er på overførselsindkomst, kan man som hovedregel ikke få gældssanering, og så er det svært at starte på en frisk, siger hun.

Nordea har med hjælp fra TNS Gallup i december foretaget en undersøgelse af danskernes økonomiske selvtillid, der bakker tallene fra RKI Kredit Information op.

Den viser, at 63 procent af de adspurgte mener, at de har godt styr på deres privatøkonomi. Det er tre procentpoint flere end ved samme tid sidste år.

/ritzau/